Om at tage chancer og ryge ned i et sort hul.

Jeg har været på den vildeste rutchebanetur de sidste fire måneder.

I oktober 2018 sagde jeg mit fuldtidsjob op som skolelærer. Beslutningen havde været længe undervejs, og det føltes som det helt rigtige tidspunkt for mig.

Der var flere grunde til, at jeg opsagde mit job, men den vigtigste var, at jeg ville have mere fleksibilitet og glæde ind i min hverdag. Og jeg var i et arbejde, der langsomt sugede al tid, energi, motivation og kreativitet ud af mig. Og ja, det gik jo ikke.

Jeg havde en plan. Troede jeg...

Jeg havde en plan om at jeg, sideløbende med at være selvstændig yogalærer, skulle lave en webshop og fysisk butik med bæredygtigt yogatøj (Ja, uden erfaring og en kæmpe pose penge at skyde i det!)

3 uger efter at jeg var stoppet på skolen, viste drømmelokalet sig for mig. En ven lejede halvdelen af sit erhvervslokale ud, og jeg blev valgt ud af mange interesserede. "Det må være et tegn fra universet", tænkte jeg. Så jeg skrev under på lejekontrakten næste dag og gik i gang. Jeg lavede forretningsplan, deltog i kurser, søgte om lån i banken, kontaktede brands og meget mere. Jeg havde fart på og havde egentlig slet ikke haft tid til at bearbejde opsigelsen på skolen og give mig selv tid til at finde ud af, hvad jeg så skulle.

Der fulgte nogle måneder med megen tvivl, frustration og utroligt mange tårer. Værst af alt var, at jeg begyndte at isolere mig fra mine venner og min familie, selvom de på bedste vis prøvede at støtte mig. Det var en hård proces og jeg erfarede hurtigt, at det var for ensomt for mig at sidde nede i en butik alene, og jeg savnede ligesindede at sparre med.

Så jeg opsagde lokalet efter to måneder. Det var ikke dén vej, jeg skulle alligevel. Jeg gik derfor ind i det nye år uden noget job, uden nogen stabil indkomst og tænkte: "Okay, nu er alle bolde kastet op i luften igen".

Jeg gjorde nok dét, mange andre også ville gøre, når de er usikre på deres vej; søgte råd. Jeg søgte råd hos veninder, familiemedlemmer, coaches osv. og jeg havde kort sagt antennerne ude alle vegne. Det var pisse hårdt, for at sige det mildt. Samtidig fløj dagene afsted, og jeg var ikke blevet klogere på, hvad jeg egentlig ville med mit liv. Alle sagde noget forskelligt til mig, eller sagde dét, de troede, jeg gerne ville høre. Eller læste deres egne bekymringer og erfaringer ind i min proces. Og jeg blev skrup forvirret. Jeg lærte derfor en meget vigtig ting: Kun at dele mine tanker, ideer og bekymringer med nogen, der rent faktisk kan guide og støtte mig på en konstruktiv, realistisk og positiv måde.

Det har været en vild rejse, og det har krævet blod, sved og tårer, men jeg har lært utrolig meget om mig selv i denne proces. Èn ting er sikkert: Jeg har fået SÅ meget respekt for iværksættere og andre selvstændige, for det er en vild jungle at hitte rundt i, og man bliver kastet ud for disse loops mange gange.

Jeg ved stadig ikke hvor rejsen fører hen og det er også okay, men jeg er ved at tage min power hjem til mig selv igen - og det føles SÅ godt!

Jeg håber, jeg med denne blog kan inspirere andre til at følge deres hjerte og inderste drømme, hvad end det måtte være. Og det er okay, at vi ikke kender vejen og alle svarene på forhånd;-)